annemarie@burhoei.dk
+45 29838294

Et år som iværksætter – del 1

Billede af balloner med teksten "Burhoeu fylder 1 år i dag - d. 1 juli 2017" - iværksætter

Et år som iværksætter – del 1

I dag er det præcis et år siden jeg fik mit CVR-nummer, og officielt startede min rejse som iværksætter.

Inden jeg startede op, havde jeg tit fået at vide, at det første år med egen virksomhed, ville være det sværeste, da det kræver rigtig meget tid og handling at skabe sig et navn – og jeg indrømmer det gerne: Året har ikke kun været en dans på roser og lyserøde skyer.

Jeg har derfor valgt at lave en lille serie af blogindlæg, som fortæller om de erfaringer jeg har gjort mig i løbet af året, og give dig gode råd til hvad du skal tænke på, hvis du overvejer at kaste dig ud i samme eventyr som jeg.

Første blogindlæg her vil handle om alle de ”småting”, som du skal overveje og planlægge, inden du starter op.

 

Hav en plan

Du kommer ikke langt uden at have en plan – slet ikke hvis du skal have en erhvervskonto i banken.

Da jeg ville åbne en erhvervskonto, ville min bank gerne se min forretningsplan, så de kunne se at jeg havde overvejet:

  • Hvad min virksomhed tilbød
  • Hvordan min virksomhed var anderledes end konkurrenterne
  • Hvordan jeg ville finde kunder
  • Hvad jeg forventede at tjene
  • Hvordan min virksomhed skulle finansieres.

Banken stiller også krav til dig!

Selvom at jeg ikke havde behov for et lån i banken, så var det et krav, at jeg skulle have tænkt alle disse ting igennem. Jeg lavede derfor en lille forretningsplan ud fra skabelonen på virk.dk.

Derudover skulle der også vedlægges et etableringsbudget og et driftsbudget, hvor jeg klargjorde mine indtægter og udgifter i det første år. Her anvendte jeg også skabelonerne fra virk.dk.

Senere hen valgte jeg at lave en større forretningsplan til mig selv. Her lavede jeg bl.a. en større analyse af mine konkurrenter, og en plan for hvordan jeg helt præcist ville markedsføre mig i forhold til mine mål. Den forretningsplan hjælper mig rigtig meget i min dagligdag, og hjælper mig med at holde mig til ilden.

Hvis du har brug for hjælp til denne proces, så kan jeg p det varmeste anbefale at tage fat i iværksætterkonsulenten Anders Hjorth, som hjalp mig igennem denne jungle.

 

Tænk økonomien igennem – det er hårdt at være iværksætter

Det økonomiske er sagt at være den største grund til at man ikke tør at springe ud i livet som iværksætter. Vi er jo på igen måde sikret at få penge ind på kontoen hver måned ligesom en lønmodtager.

Da kunderne (desværre) ikke automatisk kommer styrtende fra den dag du slår dørene op, er det en god ide at have en økonomisk plan indtil der begynder at komme kunder.

Har du en opsparing?

Selv havde jeg fået samlet en lille opsparing sammen på omkring 10.000 kr., så jeg kunne klare mig det første stykke tid. Samtidig valgte min kæreste og jeg at flytte sammen, så vi kunne fordele omkostningerne sådan, at det var ham der tog det største læs. Det gav mig mulighed for at have min virksomhed som fuldtidsbeskæftigelse.

Hvis det ikke er muligt at bruge fuld tid på din virksomhed, så er det også en god løsning at have det som deltidsbeskæftigelse, hvor du har et deltidsjob ved siden af. Eller at du starter virksomheden ved siden af dit fuldtidsjob.

 

Du bliver ikke millionær som iværksætter

Hvis du er en af de (forhåbentlige få), som tror at du kommer til at tjene styrtende med penge ved at starte egen virksomhed, så drop at blive iværksætter!

Som iværksætter kræver det rigtig meget af både dig selv og dine omgivelser, og vi løber aldrig tør for opgaver der skal laves. Udover kundeopgaverne skal vi nemlig også finde tid til at arbejde på vores egen virksomhed, lave regnskaber og lave markedsføring.

Du kommer til at arbejde til sent om aftenen

Jeg arbejder i gennemsnit 10-12 timer om dagen, og selv når jeg sidder om aftenen og ser film sammen med min kæreste, så flyver tankerne tit over på virksomheden.

På året der er gået, er jeg ikke blevet rig på min virksomhed, selvom jeg klare mig fint økonomisk. Jeg planlægger at komme til at tjene rigtig godt i fremtiden, men jeg vil ikke anbefale dig at kaste dig ud i samme livsstil, hvis du tror, at det er en genvej til hurtig rigdom.

 

Som iværksætter skal du være sikker på familiens opbakning

Det her råd fik jeg af en anden iværksætter, da jeg startede: Hvis du ikke har din families støtte, så kan du lige så godt droppe det. Og jeg kan kun være enig.

En vigtig ting at huske på er, at livet som iværksætter kommer til at påvirke hele din familie og ikke kun dig. Derfor er det vigtigt, at din familie forstår hvad din passion og virksomhed handler om, og at de støtter dig fuldt ud – også selvom at du ikke bliver millionær i løbet af et år.

Jeg tog snakken med min kæreste inden jeg startede op. Han er ikke iværksætter, og har ingen interesse i at blive det. Men han kunne mærke at det betød rigtig meget for mig, at jeg havde mulighed for at være min egen chef, og kunne gøre tingene på min måde, frem for andres. Han valgte derfor at støtte mig i min drøm, og han gør det stadig.

Virksomheden er en del af dig!

Da virksomheden er en stor del af mit liv, accepterer han også, at han kommer til at lægge øre til både gode og dårlige ting jeg oplever som iværksætter, samtidig med at han accepterer, at der er nogle dage, hvor han først ser mig om aftenen, da jeg er ude en hel dag til kundemøder eller kurser.

En anden vigtig ting i dette afsnit er også, at som iværksætter er vi nød til at balancere mellem vores virksomhed og vores familieliv. Alt må ikke kun gå op i at være iværksætter.

[download id=”1632″]

Få en mentor og bliv en bedre iværksætter

Når man starter en virksomhed, så er det som at lære at skulle gå igen.

Der er rigtig mange ting, som jeg ikke var forberedt på, omkring at starte en virksomhed, da jeg kastede mig ud i livet som iværksætter. F.eks. vidste jeg ikke hvordan jeg indberettede moms eller hvordan jeg skulle udfylde min selvangivelse nu hvor jeg havde virksomhed.

Man køre surt i det uden hjælp

Hvis jeg ikke havde fået hjælp i starten, så tror jeg, at jeg var kørt surt i alt det administrative, som man skal tage højde for som iværksætter, og så havde jeg lukket inden for et halvt år.

Heldigvis havde jeg en mentor, som jeg altid havde mulighed for at ringe til, når der var noget jeg var i tvivl om. Det har givet mig en masse ro i forhold til alt det nye der kom mig i møde, og jeg har derfor kunnet lægge energien på det jeg synes er sjovt.

Jeg kan derfor kun anbefale, at du får dig en mentor, som kan hjælpe dig fra starten af. Igen vil jeg gerne anbefale min egen mentor Anders Hjorth, som altid har været tålmodig, når jeg stillede en masse begynderspørgsmål.

Andre iværksættere gør det måske anderledes

Dette er kun mit synspunkt på forskellige dele af at starte som iværksætter.

Næste afsnit af Et år som iværksætter vil komme til at handle om strategi og planlægning af tid, så du for mest ud af din uge.

Hvis du har spørgsmål, så er du velkommen til at skrive dem i kommentarfeltet. Hvis du i forvejen er iværksætter, er du meget velkommen til at kommenterer om du har haft andre udfordringer i starten, som du gerne vil dele 😉

Kommentarer: 2

  1. Vlad Sharov siger:

    Fedt indlæg Annemarie =) og stort tillykke med dit første år! Ser frem til del 2 😉

Tilføj din kommentar